Et fortællende børneunivers på et pædagogiske fundament.

 

Loui & Lucia er først og fremmest et kreativt værksted som skaber fri fantasi og fortællemagi via karakteristiske illustrationer og fortællinger for børn. Samtidig formidles de krea-pædagogiske bagtanker omkring, hvordan vi voksne kan være med til at samskabe en verden for og med børn, hvor der er fokus på at dyrke nærværet, fordybelsen, fantasien, nysgerrigheden, humoren, det skøre og skæve, legen og den kreative forholdemåde.

FORDI, det giver lys i øjnene og mening med tilværelsen, at kunne udtrykke sig legende og skabende i meningsfulde fællesskaber. Det er for mig at se grundlæggende for det gode børneliv.

Historien bag Loui & Lucia

Jeg hedder Henny Jensen og er kvinden bag Loui & Lucia, samt mor til børnene bag navnene, lillebror Loui og storesøster Naya Lucia. Mine illustrationer og fortællinger er inspireret af både mine egne børns fantasi og kreativitet, men også af alle de skønne små jeg møder i min hverdag som pædagog på 0-6 års området. 

Mine ideer til produktudvikling, fortællinger og illustrationer, får jeg via inspirationen fra min pædagogiske praksis og i samspillet med børnene og deres betydningsfulde voksne – dér hvor leg, glæde, fantasi, og nærvær mødes. Dertil henter jeg også min inspiration i naturen, når jeg slapper af, lytter indad og udad til verden, og den inspiration som flyder frit her imellem. 

Siden 1999 har jeg arbejdet med formidling af billedkunst og de skabende og kreative processer i både vuggestue, børnehave, bo-fællesskab og i skolen på normal og special området.

Min erfaring med billedkunst og kreative processer har jeg opbygget igennem det meste af mit voksenliv, bl.a. som underviser i billedskolen på Den Kreative Skole i Fredericia – men også igennem egen skabende praksis i mit kreative værksted. I skrivende stund har jeg atelier/galleri i Riddergade 11 i Fredericia. Du kan følge med i alt hvad jeg laver på min facebook side Det kreative værksted v/ Henny Jensen.

Jeg er autodidakt indenfor mit eget skabende virke, men har deltaget på forskellige kurser og undervisningsforløb i bl.a. klassisk tegning, farver og formgivning, mandala-grundkursus og mandala masterclass. Jeg arbejder mest med akrylmaleri, akvarel og tegning – og elsker at udfordre mig selv og eksperimentere med stilarter, teknikker og forskellige udtryksmuligheder, lige fra portrættegning, collage, ekspressiv maleri, popart og til Loui & Lucia´s karakteristiske tegnestreger.

Jeg blev færdiguddannet pædagog fra UCsyd i 2004, og blev her meget inspireret af den pædagogik og forskning der lå bag udviklingen af børns og unges kreativitet og det man kalder æstetiske læreprocesser. Jeg har siddet med i diverse idéudviklings-grupper og har faciliteret projekter, hvor omdrejningspunktet har været pædagogik og kreativitet. Jeg har fungeret som oplægsholder for pædagogisk personale omkring børn og kreative processer, og har afholdt kreative kurser og workshops for både kommunale og private virksomheder.

I 2010 plantede jeg ideen bag projektet Det Kreative Team, som daginstitutionsafdelingen i Fredericia kommune startede op i samarbejde med Den Kreative skole. Her fungerede jeg som underviser i aktionslæringsforløb for pædagoger og deres børn.

Efter min uddannelse til pædagog, har jeg sidenhen taget pædagogiske efteruddannelser i bl.a. didaktik og social inklusion, samt deltaget i alt, hvad jeg kunne rage til mig af foredrag, workshops og viden om kreativitet, det at skabe, og dens betydning for barnets udvikling, trivsel. Jeg nyder at være nysgerrig på den pædagogiske praksis og den tilknyttede forskning omkring alt, hvad der kan inspirere til det gode børneliv. Jeg er ambitiøs og visionær på børns og unges vegne, primært omkring børns muligheder for at kunne give udtryk for indtryk og derefter kunne sætte sig aftryk i meningsgivende fællesskaber.

Jeg mener at menneskets kreativitet og skaberkraft er en spirituel proces, uden at være hokus-pokus. Lad mig forklare det sådan her – Vi er mest kreative og iderige når vi er i kontakt med os selv, vores intuition og vores sanser. Som mennesker inspireres vi af naturen fordi vi selv er en del af den. Men vi inspireres også af tidsfordriv, når vores sanser er aktiveret og når vi er i balance med os selv og lærer at lytte indad, men også udad – det kan både være i naturen, men også i brusebadet eller når vi leger og udtrykker os skabende.

Min mission er at smitte så mange som muligt med lysten til at skabe, og være med til at hjælpe børns kreative potentiale videre i den retning, hvor det giver lys i øjnene, flow-oplevelser og muligheder for at kunne give udtryk for sine indtryk, for derved at sætte sig aftryk i verden. 

Smil til verden og verden smiler til dig. Og lige præcis smil er der masser af i Loui og Lucia´s magiske univers – jeg elsker det og bliver glad i låget af det jeg laver. Jeg håber at kunne smitte andre med samme skaberglæde.

De bedste hilsner – Henny Jensen